Brannrapporten

Den Store Brand i 1904

Nat til lørdag den 23. januar 1904 kl. 2.15 signalisertes brand fra signalkassen på Frelsesarmeens lokale i Kirkegaten. Nogen sekunder efter observerte tårnvakten åpen ild i retning av Nedre Strandgate. Ilden slog med èn gang ut i flere meter høi lue, og omtrent samtidig kom melding fra signalkassen på Kråsbys sjøpakhus, den kasse som lå brandstedet nærmest. To brandskudd blev straks avfyret.

Brandvæsenet rykket straks ut efter første signal, men allerede underveis til brandstedet så man sterk rødme på himmelen i retning av Aalesund Preserving Co.s fabrik. Der blåste en orkanagtig storm nærmest fra sydvest, og da brandvæsenet kjørte gjennem Nedre Strandgate hen til brandstedet, blev man møtt av en vældig røkmasse og regn av gnister, så hestene steilet og måtte drives frem med piskeslag.

Ved brandvæsenets ankomst til Aalesund Preserving Co.s fabrik, stod hele denne store træbygning i lys lue, og den nærmeste nabobygning mot øst var også begyndt at brænde. Der blev øieblikkelig uttat to slanger som straks kom i virksomhet, og næsten i samme øieblik kom yderligere to slanger fra en anden brandkum.

Stormen raste nu med en sådan heftighet at man næsten ikke kunde stå på marken, og bygerne tok ild og røk indover byen med en voldsom kraft. Snart begyndte også et hus på nordsiden av Strandgaten at brænde. En stige blev øieblikkelig reist op mot huset, og en stråle sat på det angrepne sted, men den sterke storm pustet så kraftig til ilden at man kun greiet at dæmpe den noget, ikke at slukke den.

Omtrent på samme tidspunkt begyndte det også at brænde i flere andre huse på nordsiden av Strandgaten, således i "Ræstadgården", en stor treetages bygning. En femte slange blev nu uttat fra en anden kum i N.Strandgate, men vandverket var da så belastet at det ikke gav tilstrækkelig tryk til at nå op på mønet av det høie hus.Flere huse på nedre side av gaten og østenfor Aspøgaten begyndte nu at brænde. Sjødampsprøiten var kommet til og blev placeret ved Aspøgatens utløp i havnen og var straks i virksomhet. Nu kom imidlertid en sådan masse ild og røk veltende indover Nedre Strandgate at det blev aldeles uutholdelig at være der længer. Brandfolkene måtte flygte og i farten rive med sig alt det brandmateriel de på nogen måte kunde få med.

Samtidig kom der også melding om at det var begyndt at brænde i slagter Rasmussens gård i Kirkegaten som lå to kvartaler længere inde i byen, samt i latinskolebygningen. Stillingen i Nedre Strandgate blev da så kritisk for sjødampsprøiten at den måtte fortrække for ikke at brænde inde, og som ny liggeplass blev valgt utløpet av Langeberggaten. Her kom den da straks i virksomhet med fire kraftige stråler. Det var imidlertid nu også begyndt at brænde i "Tellesbøegården" i Langeberggaten. Kvartalene utenfor Prestegaten måtte nu opgis som tapt, og man måtte forsøke at koncentrere al sin kraft ved denne gate, hvor "Murgården" stod imot, og træbygningene blev dækket med seil. Brandkummene i Nedre Strandgate blev avstængt, mens man holdt gående to stråler fra kummen på toppen av Kirkebakken for at begrænse ilden mot nord og redde Aspøens folkeskole. Ved forenet anstrengelse fra vandverket og sjødampsprøiten lyktes det foreløpig at slukke ilden i "Tellesbøegården", latinskolen og Rasmussens gård i Kirkegaten. Men nu viste det sig at det var umulig at holde stillingen i Prestegaten. Stormen raste så heftig at den tok de gjennemblødte seil og løftet dem høit i veiret, og længe før ilden hadde antændt husene i Prestegaten, var heten her så voldsom at brandmandskapene måtte flygte bort med slangene for at det ikke skulde ta varme i deres klær.

På dette tidspunkt kom melding om at det var begyndt at brænde i taket på Rønneberg & Sønners pakhus i Notenesgaten - altså på den anden side av Brosundet ca. 500 m. Fra det sted, hvor man da opererte. Likeså begyndte det da atter at brænde i "Tellesbøegården", i latinskolebygningen og i et hus i Øvregaten samt i taket på "Murgården". Da stillingen ved Prestegaten således måtte opgis, måtte sjødampsprøiten igjen skyndsomt forlate sin plass for ikke at brænde inde. (På dette tidspunkt viste det sig senere at der også var utbrutt ild i H.W.Friis's sjøpakhus i Verpingsviken som ligger ca. 1,5 km. Fra det daværende brandsted.)
Det faste brandkorps som fra begyndelsen av arbeidet alene med slukningen, var litt efter litt blit forsterket med en flerhet av det borgerlige korps. Men på dette tidspunkt syntes det at gå op for disse at stillingen var tapt, slik at hele den vestre bydel og kanske endda mer vilde stryke med, og de fleste private mandskaper flygtet derfor nu til sine hjem for at kunde redde sine familier m.m. ut av ilden, så fra nu av arbeidet man til dels med altfor litet mandskap, noget som var så meget mer skjæbnesvangert som ildlinjen som skulde møtes blev længere og længere.

Imidlertid - som en siste utvei til at begrænse ilden og redde noget av den ytre bydel - besluttet man at forsøke at stanse den ved Hellegaten. Sjødampsprøiten blev beordret til Apotekerbryggen hvor slangene blev bragt hen, likesom man gjorde sig klar til at bruke vandverket fra kummen her. For at få fuldt tryk på vandverket så man sig nødt til at avstænge ventilen for vandledningen vestenfor Langeberggaten. Før man imidlertid var kommet i virksomhet på den nye plass, viste det sig at flere huse på østsiden av Hellegaten stod i lys lue, og at de mandskaper som var sendt for at slukke ilden i taket på Rønnebergs sjøbod på Noteneset ikke hadde kunnet greie dette, og det var da klart for alle at den ytre bydel måtte ansees helt tapt. Man hadde nu kun tilbake at koncentrere al sin kraft på om mulig at stanse ilden ved Brosundet samt ved Rønnebergs boder i Notenesgaten.

Den orkanagtige storm vedvarte i usvækket styrke nærmest i retning fra sydvest, dog kanske mere og mere vestlig ut på dagen, likesom der også ret som det var kom voldsomme kastebyger fra nordvest. Trykket av varmen og røken steg efterhvert som større og større masser kom i brand, og ilden bredte sig med rasende hurtighet.

Sjødampsprøiten tok nu plass ved Korsegatens utmunding i den indre havn, og slanger blev utlagt for at forsøke at begrænse ilden her. Fire slanger kom i virksomhet. I Rønnebergs pakhus på Noteneset hadde ilden grepet slik om sig at det ikke stod til at redde. Man måtte forsøke at hindre ilden fra at gå over i bygningene på Notenesgatens sydside. Flere gange tok varmen fat i Aannings hus ved Erichsenbryggen og Kvalsunds sjøpakhus på samme sted. Men man fik foreløbig slukket den. Man greidde også at holde facaderne av bygningene på sydsiden av Notenesgaten fri for ilden. Men pludselig begyndte det at brænde på baksiden av O.Furmyrs hus i Notenesgaten, og dermed var også denne stilling tapt. Sjødampsprøiten måtte atter flytte og blev nu placeret ved Løvenvoldgatens utløp i havnen (Erichsenbryggen). Ved kraftige stråler fra den nye liggeplass lyktes det foreløbig at stanse ildens fremtrængen ved Simonæs's gård i Notenesgaten, men før denne begrænsning var avsluttet, kom der omtrent samtidig brand i P.Gåseides og O.Eidsviks pakhuse samt Riise Hanssens våningshus i Løvenvoldgaten, likesom ilden også tok sig op igjen i Kvalsunds sjøpakhus. Ild- og røkmassene væltet da således ind på brandvæsenet at det blev aldeles umulig at holde det gående længere. Uheldigvis kom netop da også en stor brændende kulskute drivende ind på sjødampsprøiten. Man gjorde fortvilte anstrengelser for at få sprøiten ut, men forgjæves. Man måtte tilslut flygte fra den for ikke at brænde levende op. Hermed var da dampsprøiten foreløbig ute av virksomhet, og ethvert forsøk på at redde den store sjøbodrække langs havnen og den bakenfor liggende bebyggelse i Skansen og Skaret måtte da opgis. Klokken var da antagelig mellem 8 og 9 om morgenen. Imidlertid lyktes det ved ihærdig arbeide og delvis med assistance fra vandbåten "Nøk" at redde toldbodens pakhus og den vestenfor liggende bebyggelse på Aalesunds kai.

Omtrent på samme tidspunkt da sjødampsprøiten begyndte sin virksomhet ved Korsegaten for at hindre ildens utbredelse til den nordre bydel, koncentrerte man hele vandverkets kraft ved Brosundet for om mulig der at hindre ildens fremtrængen ad denne kant. Man la ut slanger fra vandverket, og det lyktes foreløbig at slukke ilden i "Håstedboden" på nordsiden av Brosundet. Men da ildmassene for alvor kom veltende, blev man også her nødt til at trække sig tilbake for ikke at omkomme av ild og røk. Broen brændte da av. Man hadde endnu et svakt håb om mulig på denne kant at få stanset ilden, så den ikke utbredte sig til den søndre og indre bydel, og man tok derfor stilling ved brandkummene i Gamle Korsen og på toppen av Widerøebakken. Flyvende varme antændte nu meget snart taket på Rønnebergs bod i Gamle Korsen, hvor man dog foreløbig fik slukket ilden. Imidlertid begyndte det at brænde i Børgesens hus ved Widerøebakken og konditor Ehler's hus i Kiperviken, og man måtte lægge ut nye slanger for at slukke ilden her, hvilket også foreløbig lyktes.

Mens man var beskjæftiget på denne kant, hadde det atter tat fyr i taket på Rønnebergs pakhus i Gamle Korsen, og snart stod hele denne bygning i lue. Saghuset ved elektricitetsverket blev da endnu mere utsat for gnister og varme og måtte derfor stadig overskylles med vand. Imidlertid begyndte det atter at brænde i konditor Ehler's hus i Kipervikgaten hvis tak snart stod i lys lue, likesom også andre bygninger bakenfor begyndte at ta varme. Stillingen blev derfor også her uholdbar, og for ikke helt at bli omringet av ild, måtte man skyndsomt trække sig tilbake og stationerte nu ved kummen på Kiperviktorvet.

Da man nu gjentagende fra forskjellige operationsstationer hadde måttet trække sig tilbake fra den ene kum efter den anden, drevet av den voldsomme, fremrykkende ild, begyndte det at skorte på brukbart materiel til fortsættelse av slukningsarbeidet, også fordi en hel del av dette var blit efterlatt i den ytre bydel hvor branden hadde begyndt. Man gjorde forgjæves forsøk på at sætte sig i forbindelse med styrken derute for at få kompleteret materiellet. Veien tillands var stængt av ilden. Man forsøkte da ad sjøveien. En brandkonstabel med fem mand gik i en båt for at ro sig op til Aspøen. Men efter forgjæves anstrengelser måtte de vende tilbake med uforrettet sak, da storm og sjø var så voldsomme at de ikke kunde komme frem. Med magistratens hjælp fik man da fat på et dampskib, og med dette forsøkte man at sætte sig i forbindelse med den del av korpset som var beskjæftiget på Aspøen. Imidlertid var veiret fremdeles så voldsomt at dampskibet heller ikke kunde lande på angjældende sted, men måtte fortsætte videre vestover helt til Steinvågsundet, og herfra måtte da brandmandskapet tilfods springe tilbake til Aspøgaten og hente nødvendig materiel.
Imidlertid fortsattes slukningsarbeidet i den indre bydel, idet man fra kummen på Kiperviktorvet forsøkte at redde ialfald den husrække som lå på søndre side av Torvgaten, da gaten her hadde fulde 20 alens bredde, og disse bygninger lå mere unda for trækken. Men endda før ilden hadde antændt husene på nordsiden av Torvgaten, blev ild- og røkmassene i denne gate så uutholdelige at man igjen måtte på flugt videre østover medbringende sine apparater. Man tok siden ut stråler av flere kummer i Volsdalsveien og på Buholmen. Men alt forgjæves. Intet kunde stanse de fremrykkende ildmasser. Lyktes det end på enkelte punkter for et øieblik at stanse ilden, så begyndte det at brænde i bygninger bakenfor operationspunktet, og man blev påny nødt til at trække sig videre tilbake for ikke at bli avskåret retræten. Dog lyktes det med den på Buholmen utlagte slange at redde bebyggelsen der.

Man forsøkte også at stanse ilden ved Liåens hus på Borgundveien, hvilken bygning blev dækket med seil, mens den likeoverfor liggende bygning blev nedrevet. Men gnister og varme blev av stormen kastet under seilet og antændte arken på Liåens hus, likesom også østenfor liggende bygninger begyndte at brænde. Man måtte så rykke endnu længere indover og tok som sidste operationspunkt kummen i krydset mellem Volsdalsveien og Vestre Hospitalsgate. Klokken var da antagelig mellem 4 og 5 om eftermiddagen, og her lyktes det da endelig at stanse ilden, skjønt man ikke egentlig kunde sies at være herrer over den før klokken 10 à 11 om aftenen. Slukningsarbeidet blev fortsat til kl. 2 om natten og avløstes av vagttjenester hele natten. Den orkanagtige storm vedvarte fremdeles.

Den del av brandkorpset som arbeidet i den ytre bydel på Aspøen hadde imidlertid fåt begrænset ilden ved Aspøens skole på sydsiden og ved "Holtehuset" på nordsiden ved moloen. De faste brandmandskaper fik her en værdifuld hjælp ved slukningsarbeidet fra en del reservemandskaper og private folk. I det hele tat var der en del private folk og reservemandskaper som ihærdig og trofast deltok indtil det sidste i det langvarige og ofte farlige slukningsarbeide.

Såvel Aspøens skole som kirken lå egentlig i ildlinjen på vestkanten av byen. Det lyktes merkelig nok ved ihærdig arbeide at redde Aspøens skole som var en træbygning, medens kirken som var av mur strøk med. Det blev oplyst at kirken blev antændt av flyvende varme gjennem tårnportene som stod åpne. Hadde disse været lukket, hadde det kanske været mulig at redde kirken. Dog herom er det selvfølgelig umulig at uttale noget bestemt.
Vandverket fungerte godt like til det sidste og ydet hvad det efter evne på de foskjellige punkter kunde gi. Trykket i slangene blev dog ikke litet svækket ved at gnister og brændende gjenstande som av stormen soptes bortover gaten brændte hul på slangene og gjorde dem lække. Vandbeholdningen var til enhver tid overflødig. Men selvfølgelig kunde vandverkets effektivitet som slukningsmiddel ha været betydelig bedre, om byens rørnet hadde været av større dimensioner. Det er en selvfølge at vandverkets effektivitet avtok efterhvert som husene brændte ned og stikledningene begyndte at lække. Men man forsøkte dog at holde trykket høiest mulig ved efterhvert som man gik frem at avstænge stopventilene for den del av ledningene som kom ut av virksomhet.

Da brandmandskapene lørdag aften 23.januar 1904 anså ildens fremrykning stanset ved Godtemplarlokalet og P.Th. Brusdals hus ved Borgundveien, fandt de at burde ta en pust i det anstrengende og hårde arbeide som de hadde stridt med siden kl. 2 om morgenen. De fleste av dem hadde hele dette døgnet gåt i røk og ild i den grad at de simpelthen ikke hadde bevissthet om at de den dag hadde set dagens lys. De søkte foreløbig ly i P.Th.Brusdals hus, som selvfølgelig for længe siden var rømmet av husets beboere, der var flygtet indover landeveien sammen med de andre. Folkene søkte forgjæves efter matvarer, sultne og trætte som de var. Men alt slikt hadde selvfølgelig husets beboere selv tat med sig på sin flugt fra flammene. Så var det da at lægge sig ned på flate gulvet og forsøke at få litt søvn.
Brandchefen kjørte da ind til den provisoriske telegrafstation, som var installeret i Frøysas hus indenfor bygrænsen (i Borgund) for telegrafisk at underrette departementet om at man nu anså ilden for begrænset.
Mens brandchefen sat der på telegrafkontoret, kom der allerede telegram fra keiser Wilhelm, hvori han likeoverfor byens myndigheter uttrykte sin store deltagelse i anledning av ulykken som hadde rammet byen. Samtidig meddelte han at et skib i Hamburg og et andet i Bremerhaven holdt på at indlaste fødemidler, beklædningsgjenstande m.m. til de brandlidte.